
Vi har indtil videre 3 Cavalier King Charles Spaniels, Siggi, Charlie og Percival, alle hanhunde.
Vi fik vores første Cavalier, Siggi, i julen 2005. "Formålet" med Siggi var udelukkende, at få en familiehund, der var sød og rar.
Det har Siggi absolut levet op til. Han er en meget stille og rolig hund, til tider lidt reserveret og skal nok selv bestemme, hvornår han vil have opmærksomhed. Uddeler kun kærlighed(slik) til dem han synes fortjener det. Hører til i den store ende af skalaen, og siger aldrig nej til noget lækkert - specielt menneskemad.
For at Siggi kunne få en kammerat, at lege med, fik vi i julen 2006 Charlie, som har et helt andet væsen end Siggi. Charlie går helst forrest, og vil tale med alle, uanset om der er tale om mennesker, andre hunde og uanset hundenes størrelse og humør. Han virker som om, at han ikke kan forestille sig uvenlighed, hvilket indimellem også giver ham lidt knubs fra store hunde. Han virker dog som om, han har glemt det, næste gang han møder en stor hund. Uddeler kærlighed(slik) med lind hånd(tunge) til alt og alle.
I efteråret 2007 begyndte vi at se efter en Black and Tan, som Dorte eventuelt ville prøve at udstille. Vi ville udelukkende have en Black and Tan, og helst ingen hvide pletter på hunden. Det endte med Percival. Han har et lidt mere hidsigt temperament end de øvrige, måske fordi han er den mindste, og skal kæmpe for sin plads i flokken. Han er dog stadig meget kærlig, som det er kendetegnende for Cavalierer.
På udstillingsfronten er Percival også perfekt, ikke mindst ift. den ro han har under udstillinger og hans resultater. Vi var samtidig også så heldige, at kennelen hvor vi købte ham, Grand Marica, gav og stadig giver os stor hjælp og rådgivning inden og i forbindelse med udstillinger. Masser af råd og support fra opdrætteren Margit.
Læs mere om hundenes stamtavler mv., herunder avlgodkendelse og undersøgelser for arvelige sygdomme.
Alle hundene er selvfølgelig registreret under Dansk Kennel Klub og Cavalierklubben.



Vores hunde


